mandag den 19. september 2011

Igår græd himlen i dag skinner solen

Igår søndag den 18. september kl. 7.34 døde min farmor hun blev 83 år gammel. En varm kvinde som i hele sit liv har været samlings punkt og leder af vores store familie. Hun var så heldig at have 4 børn, 11 børnebørn og 16 oldebørn plus en masse dejlige svigerbørn, svigerbørnebørn og svigeroldebørn.
Forløbet indtil igår har været meget langt og det kom ikke bag på os at hun hun sov stille, derimod var det en lettelse at hun fik fred. Hun var skrumpet ind til ingenting og da jeg lørdag aften/nat sammen med mine forældre sad hos hende, var jeg ikke i tvivl om at hendes liv var hastigt på vej mod en slutning. Kredsløbet var voldsomt i forfald, hun var kold og hænder og fødder var blå. Samtidig mens hun lå der og sov så hun så gammel ud og hvis ikke jeg vidste det var min farmor der lå der i sengen, havde jeg ikke haft nogen ide om at det var hende, min rigtige farmor var allerede væk, nu var det bare hendes hylster der skulle slukke.
Nu er hun væk - og ikke mindst familiens eneste samlingspunkt. På lørdag samles familien en sidste gang, men ikke denne gang for at fejre som så mange gange før, men for at mindes hendes store familie hjerte og sige et sidste farvel.
Så det det sidste døgn har været hårdt og godt på samme tid og da vi kørte hjem igår var vi enige om det havde været en god slutning. Men da vi kom hjem og skulle lufte hunde var min gamle hund helt mærkelig virrede med hovedet og kunne ikke holde balancen. Han var 14 år så han var gammel, men samtidig har han været en del af vores familie i så mange år. Vi kørte ham til dyrlægen og han fik noget at sove ind på, for dyrlægen mente det var det eneste rigtige at gøre. Så for anden gang inden for 12 timer tog vi afsked med et kært familiemedlem, og vi sendte farmor og batman i himlen sammen, hvilket min farmor ville have været glad for hvis hun vidste - Så ja man må tage hunden med sig ind i himlen!
Men jeg er træt og håber og ber´ til at vi de næste mange mange år ikke skal tage afsked med nogen vi holder af, for det gør ondt. Tanken om vi ikke længere skal ses, og at ingen er udødelige rammer hårdt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar