mandag den 30. januar 2012

En dejlig hilsen fra det kolde nord

I dag kom Lea´s fødselsdagsgave fra min lillebror. Den har været en uge undervejs, så derfor var den lidt forsinket - men bestemt værd at vente på. Den er så fin. Det er en rød træflyver fra svenske PlaySam.


I pakken var der også en noget mere forsinket julegave til mig - det var så vist ikke postens skyld. Jeg fik en bog om Norsk street art med en masse fede billeder i. Billederne er affotograferet fra bogen.




fredag den 27. januar 2012

mit Badeværelse

Vi har et meget lille badeværelse ca. 2,5 x 2 meter så der er ikke meget plads at gøre med. Jeg har længe haft lyst til at få lidt farve på badeværelset. Så derfor købte jeg et stykke retro tapet som jeg satte på vores skabe. Kunne egentligt godt have tænkt mig at tapetsere en hel væg men da vi bor til leje syntes jeg ikke jeg ville bruge en masse penge på at sætte tapet op og så skulle fjerne det igen når vi engang skal flytte til et andet sted.

Tingene vi har på badeværelset er en blanding af loppefund, ting fra mit barndomshjem eller hjemmekrea-ting


2 år

Lea fyldte 2 år i går og vi havde en rigtig hyggelig dag, og Lea har fået nogle super gode gaver.
Syntes (som alle andre forældre) at det er vildt at have et barn som lige pludselig er 2 år - har det som om det lige var i går vi mødte hende for første gang. Men på den anden side kan jeg også mærke og se at i den tid der er gået har vi oplevet så mange ting sammen, at der er ikke noget at sige til at hun i går fyldte 2 år - og det er rigtig dejligt at tænke tilbage på.
Vi har holdt hendes fødselsdag over tre dage, lørdag søndag sidste weekend og i går for farmor, farfar, mormor og morfar. Her er lige et par billeder med en glad unge.

Lea har fået en babulance (det kalder hun den) strikkede cupcakes, en sækkestol i lilla fløjl som faster Anne har syet og appliceret den fineste Grisling på og et elefant puslespil - og en masse andre dejlige sager.


Lækre fastelavnsboller

Til Leas fødselsdag i dagplejen i går havde jeg bagt små lækre fastelavnsboller med æblefyld.

Det skal du bruge til ca. 15 stk;
350g Hvedemel
100g Grov durum
25g Gær
100g smør
1 æg
2 dl mælk
2 tsk. vanillesukker
½ tsk. salt

Fyld
1½ æble
vanille eller kanel
- Æblerne skæres i små tern (selvfølgelig uden kernehus, og skræl hvis den er for grov) og vendes i ren vanilie eller kanel.

Gæren opløses i lunken mælk, tilsæt smeltet smør (ikke for varm), æg, mel, vanillesukker og salt. Dejen æltes glat og smidig - dejen skal være blød. Herefter formes den til en stor kugle. Dejen skal hæve under låg i ca. 1-1½ time. Dejen deles i ca. 15 lige store dele. Hver kugle trykkes til små runde pandekager ca. 1 cm tykke fyldet ligges midt på og dejen foldes omkring æblerne. Herefter skal bollerne hæve endnu 30 min inden de pensles (med æg) og stilles i en 200*C varmluftovn i ca. 12-15 min.

Jeg har pyntet dem lidt for at de var festlige til fødselsdagen.

God fornøjelse med bageriet

søndag den 22. januar 2012

Synkron-strikning af ærmer

Jeg er ved at lave en islandsk stik til mig selv og igår skulle jeg starte på ærmerne. Tilfældigvis kom jeg til at snakke med min bedstemor om projektet og hun kom med et fantastisk tip til at strikke ærmer til trøjen.

Helt enkelt går det ud på at man slår op til begge ærmer på samme tid på pinden af hver sit garn nøgle. Så sikre man sig at begge ærmer bliver helt ens da man tager ud og ind på samme pind hvergang.


Syntes lige jeg måtte dele ideen - God søndag

fredag den 20. januar 2012

En stille morgen

Lea er hos farmor og farfar og har sovet der i nat. Jeg var til min sidste eksamen igår for denne gang - og er glad for at det er over stået men også en smule træt. Så her til morgen har jeg bare ligget og læst forskellige blogs inde i min seng mens jeg kunne se solen komme op over skoven - dejligt stile og roligt men nu savner jeg også Lea musen

Dagens to-do er:
Holde fri sammen med Lea
Forsøge at få lavet den her hule vi bor i om til et hjem igen, det hele er noget forsømt efter 3 ugers eksamen
Bage hinbærlagkag til fødselsdagen i morgen og på søndag - vi fejre at Lea bliver 2 år
Være sammen med vores Århus mødregruppe
Strikke lidt mere på den islandske til mig selv
En tur i skoven - det er vejret hvis for godt til ikke at gøre

Hvad med jer ude i blogland - hvad skal denne fredag bruges på?

søndag den 15. januar 2012

Et døgn i det fri

Som jeg skrev den anden dag skulle Anders og jeg på tur her i weekenden fra lørdag til søndag. Det har været ikke mindre end en fantastisk tur - vi har virkelig haft vejret med os... Klokken 12 samledes vi fem mand ved troldhøjen ved Gjern, vi gik en tur på højen kiggede på Gudenåen og snakkede. Så var det jo egentligt meningen at jeg skulle have lavet picnic til os - men pga. tidsunderskud og at vi fik et tilbud som vi ikke kunne modstå fulgtes vi med en anden gruppe på Svosvtup kro og fik en dejlig frokost. Vi gik tilbage til højen fik kaffe og tunesiske kaffe brød mens vi ventede på at solen gik ned så vi kunne samles med de 65 andre der også skulle overnatte i skoven sammen med os. Aftenen og natten var frost klar og smuk - og ved brug af to soveposer er det heller ikke noget problem at holde varmen.

Jeg bliver simpelthen fyldt op med energi sådan en tur - jeg var med for 11. år og tror det var første gang turen har været så dejlig, hvilket skyldes det gode vejr da det altid er hyggeligt. Det er dejligt at have et døgn uden telefon, computer, lektier, eksamens press, arbejde, dårlig samvittighed og huslige pligter - man er bare i en skov, snakker med gode venner og spiser dejlig mad, intet andet. Jeg kan kun på det varmeste anbefale at tage sådan et døgn, der findes så mange dejlige steder lige i nærheden af hvor man bor og efter det er blevet lovligt at overnatte i nogle danske statsskove så er der rig mulighed for at finde nogle dejlige steder. Her på skov og naturstyrelsens hjemmeside kan man se alt den info om skoven som man kunne have brug for.

Tror pt. kroen har lidt problemer med vand i haven fra Gudenåen...

Anders ryger pibe - kun når vi er på tur :)

Turen tilbage gennem skoven

Udsigten fra Troldhøjen over Sminge sø


I morges da frosten stadig var på jorden og solen på vej op - ja det var lige her i de høje graner vi overnattede.

Jeg har bestemt mig for at investere i et kamera stativ og et mere lysfølsomt objektiv så jeg bedre kan tage fotos om aftenen/natten, er lidt irriteret over de billeder jeg har fået taget i går aftes er utrolig dårlige.

fredag den 13. januar 2012

Mmm - Tunesiske kaffebrød

Har brugt denne eftermiddag på at læse om Six-sigma teorier (noget langhåret og til tider lidt kedeligt) og bage tunesiske kaffe brød til i morgen. I morgen drager Anders og jeg nemlig på en årlig tur til noget så eksotisk som Gjern Bakker. Vi skal afsted med gode venner og bekendte og kommer først hjem søndag morgen. I morgen skal jeg så sørge for vi kan få en super lækker picnic til frokost, og så skal vi have de her lækre tunesiske kaffebrød som dessert/eftermiddagskaffe. Opskriften er fra Sif Orellana´s bog; Rollinger og roulade.


onsdag den 11. januar 2012

Legekøkken - (almost) home-made

Sidste år til Leas 1 års fødselsdag gav vi hende det her lege køkken. Men det har manglet at få monteret vask og vandhane - sidst nævnte fordi jeg endnu ikke har fundet en god løsning. Men i dag trængte jeg til lidt tid fra bøgerne så derfor lavede jeg hul til vasken og satte det sidste tapet på. For Lea har det dog ikke haft nogen betydning at vasken har manglet hun laver masser af mad alligevel. Selve komfuret er fra Brio - hvilket nok egentligt er tydeligt nok (: Men den anden del har Anders og jeg bygget i fællesskab, af nogle skuffe moduler i krydsfiner og lidt selv-byggede dele, der så er pyntet med diverse tapeter og papir. Den gule slagbænk købte jeg sidste år på et loppemarked (der var den godt nok rå fyrtræ) for 20 kr. 





mandag den 2. januar 2012

Sofapude

Den anden dag syede jeg nye puder til min mor da hun havde fået ny sofa til den nye stue, så derfor skulle der også puder til - har dog kun nået at sy en færdig indtil videre selvom jeg har ideer til flere. Stoffet er fra Ikea og i kanten er der syet pastel grøn pipingbånd resultatet er blevet fint og den var super nem og hurtig at lave.



Dag 2 i det nye år - Søger gode råd om putning af 2årig

I dag vendte hverdagen tilbage til sin normale rytme, efter en til tider lidt hektisk juleferie. Jeg er nu tilbage ved bøgerne og læser til eksamen, første milestone er den 9. januar hvor jeg skal forsvare mit projekt. Har aldrig været rigtig glad for at gå i skole, så lige nu syntes jeg det hele er noget surt. Men grunden til jeg hænger i er at jeg kan se hvor meget den viden jeg får giver mig i mit arbejdsliv, det gør mig i stand til at gøre mange af de ting jeg gerne vil med virksomheden. Men det er altså ikke skolen, opgaverne, læsningen, og eksamenerne der driver mig det er alt sammen noget der bare skal overståes, så jeg kan komme til at lave det jeg virkelig brænder for. Men 2 semester i skolen og et bachelor projekt så er det det.

Noget helt andet der fortiden gør det hele lidt sværere her hjemme er at vi har en datter - som snart bliver 2, der har en mindre krise. Så snart vi nævner order sove eller putte så bliver hun dybt ulykkelig. Vi har været så uheldige at hun inden jul først havde en omgang lungebetændelse og derefter fik hun også lige mellemøre betændelse. Hun havde meget svært ved at sove og mange af nætterne sov hun hos os da det var det eneste sted hun kunne finde ro. Men nu er der krise, hun hader sin seng som hun ellers har været rigtig glad for. Mellem jul og nytår fik vi det til at gå bedre med at falde i søvn i sin egen seng hvorefter hun kommer trissende ind til os mellem 3 og 5 og sover videre hvilket er helt okay med mig.

Men hun havde desværre en træls oplevelse nytårs aften hvor hun var puttet til nogen lunde normal tid, men kl. 12, da vores ubetænksomme nabo så begynder at fyre krudt af lige uden for hendes vindue, så vælter hendes verden helt. Jeg skyndte mig ind til hende i samme øjeblik jeg hørte de skød krudt af men hun var helt i chok. Det to hele 5 timer at overbevise hende om at det var okay at slukke lyset igen selvom hun sad hos mig - hun var bare så bange. I går kunne vi knap nok få hende ind på værelset og lege selvom det stadig var lyst og vi var med, så da hun skulle i seng blev hun helt panisk og faldt først til ro da både jeg og Anders lå i vores seng sammen med hende. Så grunden til hele denne lange historie et at jeg ikke aner hvad jeg skal stille op - Lea er tydeligvis bange både for sengen, værelset og for at være alene, men jeg syntes jo også hun skal sove i sin egen seng. Gode råd modtages derfor med kyshånd.