fredag den 2. maj 2014

Grød og mos


Jeg er sikker på at opstarten på grød og mos er helt afgørende for hvordan ens barn i fremtiden vil have det med mad generelt. Lea har det godt med mad og spiser rigtig mange forskellige ting, om ikke andet smager hun på tingene. Men hun har helt klart nogle ting som hun har sværere ved at få ned end andet.

Nu hvor det nærmer sig at vi skal til at overveje opstart på grød med Jonathan så kører mine tanker meget på, hvad vi har lært fra Lea og jeg har nogle punkter som jeg ikke er i tvivl om at jeg vil have mere fokus på denne gang.

- Ro til måltidet, vi har ikke travlt og så vil jeg gerne blive bedre til at spise samtidig med Jonathan som en motivation for ham.

- Smag, her vil jeg gerne være bedre til at variere men også at grøntsager og frugt ikke er kogt smagløse, gummi-agtige og grå, og derfor overvejer jeg at dampe frugt og grønt i stedet, men dette er stadig kun en tanke.

- Konsistens, her tror jeg jeg lavede den største fejl med Lea og startede med noget alt for groft mos og grød, derfor gik der lang tid inden vi kom rigtig i gang.

- En ting ad gangen, igen tror jeg med Lea at jeg brugte for mange forskellige ingredienser i mosen og grøden og så kan det være lidt svært for barnet at lære de forskellige smage at kende, men ikke mindst for os forældre at forså hvilke ting de ikke kan lide.

- Det skal være forholdsvis nemt, forstået på den måde at det ikke kræver af mig at jeg skal bruge alt mit fokus (og de korte lure Jonathan sover) på at lave mad til ham.

Jeg vil over de næste par måneder lave indlæg omkring mos og grød til babyer, hvor jeg vil dele lidt af de erfaringer jeg får samlet mig, i håb om at de kunne være til gavn for andre. Har du et godt råd til opstart med grød og mos så del det gerne her.

onsdag den 19. marts 2014

Barnedåbsønsker til en dreng

Som jeg skrev i mit indlæg fra den anden dag skal vi have barnedåb for Jonathan sidst i april måned og jeg har haft rigtig svært ved at finde nogle ønsker, da jeg syntes vi har rigtig meget fra Lea var baby og også fordi jeg syntes det skal være nogle ting som kan bruges meget i fremtiden. Det har taget mig et par måneder at komme på de her ønsker og derfor vil jeg gerne dele dem da jeg egentlig syntes de er rigtig gode og måske kunne andre blive inspireret af dem.


1. Tumlebillen og dansemusen cd og bog 2. Winther trehjulet cykel 3. Krea gallerigynge 4. Brio togbane 5. Luftballon model 6. Junior dun dyne 7. Kay Bojesen børneservice i porcelæn 8. Brio Humlebi 9.Pedal traktor med vogn  10. Jonathan i design letters 11. Stokke triptrap stol i hvid lak

Intet i dette indlæg er sponsoreret blot hvad jeg syntes kunne være gode gaver til en barnedåb

mandag den 17. marts 2014

Quiltet vendbar vest - med en lille vejledning

Vi skal have barnedåb for Jonathan sidst i april og her ville jeg gerne sy noget Lea kunne have på. På biblioteket havde jeg lånt en stak symagasiner, fordi jeg trængte til lidt inspiration for at komme igang ved symaskinen igen. Her fandt jeg den kønneste lille quiltede vendbare vest. Den er syet i blød denim fra stof2000 og den fineste Mitsi valeria liberty i pink købt hos super carla.



Jeg bøvlede meget med at få den syet sammen og her er en lille vejledning til at sy den vendbare vest sammen. Er sikker på der også findes andre metoder men denne her fungerede fint.


Sy sidesømmen sammen men lad en lille vendeåbning stå i den ene side af foret (se den grønne linje til højre.)

Pres en lille kant ved skulder sømmen svarende til sømrum ca. 1 cm, på både foer og yder stof.

Læg stoffet ret mod ret så de pressede kanter ved skulderen passer sammen i højden. Sy hele yderkanten og halskanten sammen se den blå linje, det er vigtigt at være præcis med sømrummet for at skulderen bliver lige bred på både for og bag stykke..

Sy rund i ærmegabene som den blå linje viser.

Klip hakker uden for alle buede sømmen så stoffet ligge pænt når det bliver vendt.

Vend vesten og sy sammen med madrassting i skulder og sidesøm.

mandag den 24. februar 2014

Barselstiden

Vores skønne lillebror er nu lidt mere end 1 måned gammel og godt 1,5 kg tungere. Han er stadig forholdsvis god ved resten af familien langt de fleste dage, men vi har også dage hvor en lur på 15-20 minutter 5 gange i løbet af en hel dag kan ødelægge det hele og alle bliver trætte og får svært ved at rumme det hele.
Derfor når jeg ingen ting, for når lillebror så sover lidt længere så sidder jeg bare og venter fordi jeg er sikker på han kan vågne når som helst. Men nu kribler det efterhånden i mig for at komme lidt i gang med at sy og strikke igen.

Jeg har skullet vænne mig til at være alene med ham efter Anders er tilbage på arbejde og han har oven i købet haft rigtig travlt så mange af dagene er blevet lidt lange. Det er nok mest stilheden og de lange samtaler med lillebror om alting og ingenting som jeg skulle vænne mig til. Men hver dag kan jeg se en udvikling i kontakten der bliver mere gensidig, de høje hvin og brummen der bliver øvet og de små smil som ubevidst kommer snigende - det er skønt og jeg er ikke i tvivl om at den tætte symbiose vi lever i er det helt rigtige for os begge.


Lillebror har nu også fået et navn - han skal hedde Jonathan.

tirsdag den 14. januar 2014

6. Januar kl 12.58


Var det tidspunkt vi skulle være forældre for anden gang, og vi har fået os en skøn lillebror. Det er en fantastisk oplevelse at blive forældre igen, med mange følelser og denne gang nogle andre bekymringer. Vi var hjemme 6 timer efter han blev født og nyder nogle meget stille dage, det er vigtigt for os alle 4. Lillebror var en lang fyr på 57 cm og 4128 gram, dog målte sundhedsplejersken ham til 54 cm 3 dage senere og skrumpet er han nok ikke.

Lea tager det rigtig godt og er som de fleste andre børn der får søskende meget glad for sin lillebror. Hun har været lidt i børnehave de fleste dage da både pædagogerne i børnehaven, Jordmoderen og sundhedsplejerske har rådet os til at hun bevare lidt af sin hverdag og at hun kommer lidt væk fra den her babybobbel, og det tror jeg faktisk de har ret i.

tirsdag den 24. december 2013

Den søde vente tid.

I de her dage venter vi her hjemme på mange ting. Jeg har været på barsel i 14 dage nu og tiden er bare fløjet afsted, og jeg syntes intet jeg har nået.

Lea har glædet sig vildt meget til jul og hun har virkelig forstået hele konceptet nu. Hun glæder sig både til at få gaver, men mindst ligeså meget til at give dem væk hun selv har lavet. Hun er så stolt og hemlighedsfyldt at hun er lige ved at rævne.



 "Vi" arbejder også rigtig hårdt på en ombygning vi startede i august måned, som vi havde håbet på var færdig til november, så blev det december og nu ja så er december også på vej mod en afslutning. Heldigvis nærmer vi os også at Leas værelse er færdigt og hun kan flytte ind mellem jul og nytår. Det skal siges at Anders har arbejdet super hårdt og rigtig mange timer for at få det færdigt, men det bliver også bare rigtig godt og husets absolutte bedste rum pt. I skal få nogle før og efter billeder når vi har fået det helt færdigt og indrettet.

Sidst med ikke mindst så venter vi selvfølgelig også på at vores nyeste familiemedlem bliver en rigtig del af vores liv, og ikke bare en del af mig. Maven er ikke så stor som den kunne have været men baby har det skønt inde i hulen og vokser som den skal, så mon ikke vi er heldige at den kan vente nogle flere dage med at komme ud til os.

Ønsker alle en rigtig glædelig jul, og håber i får nogle dejlige juledage med familien.

Kærlig Hilsner fra Maja


mandag den 23. december 2013

Julegaven til Lea

Lea har længe haft et stort ønske om en rigtig prinsesse kjole med masser af strut, pufærmer og glimmer men jeg er bare ikke nogen fan af de syntetiske plastik kjoler som hun gang på gang peger på i diverse kataloger. Derfor har jeg siden efteråret været sikker på at hun skulle have en rigtig hjemmesyet prinsesse kjole med masser af fine detaljer i julegave.




Da jeg så gik på barsel gik jeg igang med projektet som et af de meget få der var plads til. Jeg havde rigtig svært ved at finde et mønster, når jeg nu ville i hvert fald ikke købe et, så jeg tegnede et selv. Jeg vil tro størrelsen kunne være 4-5 år og når nu engang jeg har haft Lea i kjolen så tænker jeg at jeg vil dele mønsteret med jer, så i om ikke andet kan bruge det som inspiration til fastelavn.

Det har taget lidt tid at sy alle detaljerne på kjolen, men grundkjolen er super nem at gå til og man kan nemt lave nogle tilpasninger eller ændringer i designet hvis man har lyst til det.

Noget helt andet er at selvom det tager noget tid at lave sådan en kjole så er det jo en super billig gave at lave, det hvide stof er en rest brokade præget velour fra stof og stil til 35 kr. og det lilla er en rigtig kjolestofrest til 40 kr. som jeg købte da min lokale stof og garn dame lukkede hendes stof afdeling. Så har jeg derud over brugt en lynlås og en masse perler fra lageret, men der er jo ingen grænser for hvad der kunne bruges til pynt på sådan en kjole.

Jeg håber Lea bliver rigtig glad for kjolen når den skal pakkes ud af den store æske i morgen.

tirsdag den 26. november 2013

Til vinterbarnet

Til det lille vinter barn er der strikket 2 huer og et par vanter i en lækker alpaka kvalitet. Den med gul kant er uden bindebånd og lidt mindre end den anden, da jeg ikke syntes det er nødvendigt til de helt små babyer.

Opskrifterne er fra babystrik på pind 3 1/2 - 4, af Lene Holme Samsøe. De små sager er gode hvis man skulle have lidt garn rester liggende - og det har man vel altid. Lyset til at tage billeder driller mig fortiden, men det er jeg nok ikke den eneste der syntes.


God tirsdag aften :)

søndag den 24. november 2013

Babysager

November lakker mod enden - kun en lille uges tid tilbage og jeg er jo slet ikke kommet i gang med alle babytingene, ihvertfald ikke at vise dem frem. Men syntes selv jeg har været produktiv og jeg vil i løbet af ugen der kommer gøre alt hvad jeg kan for at give alt den baby-udstyrs inspiration fra mig jeg kan.

Jeg er ved at være lidt begrænset i mine udfoldelser her med ca. 6 uger til termin. Jeg går stadig på arbejde og er bare helt færdig når jeg kommer hjem. Men denne weekend er Lea taget til København for at sove på hotel og tage i tivoli og se Lille Per i nisse land musical sammen med mormor og morfar, og hun har glædet sig helt vildt. For os som forældre har det været underligt at være alene hjemme uden at skulle det helt store.

Så her hjemme er der blevet arbejde på værelset og jeg skal forsøge at have noget af alt byggestøvet ud af huset. Men selvfølgelig også hygge mig med små baby sysler.


Det første jeg vil dele med jer er et par udgaver af de klassiske babyveste som efter min mening er helt uundværlige til de små hoveder. Jeg har her lavet tre udgaver. Den gule er den helt klassiske som man kan finde en rigtig god begynder vejledning på her. Jeg har strikket den i drops alparka uld og det gør at man nok skal vælge en størrelse større end den man har tænkt sig for garnet er ret tyndt og kan nemt blive for lille.


Den brune er strikket efter helt samme opskrift men her har jeg bare forskudt ribben på hver 4. pind.
Denne er strikket i garngaragen´s uld.


Den grønne er helt efter egen opskrift - jeg tænker jeg vil forsøge at lave en opskrift som kommer på bloggen inden for så lang tid - måske inden november er gået. Denne er også strikket i drops alparka.




mandag den 21. oktober 2013

En vinder er fundet

Så blev det mandag - og jeg har fundet en heldig vinder af bogen Strikkede babydrømme, selvom jeg nu ikke er glad for at gå af med den :-)


Vinderen blev Anita med bloggen Photomusen og kommentar nr. 18 - håber du kan få mange hyggelige timer ud af bogen med garn og pinde. Send mig en mail med din adresse så skal jeg gøre mit til at du kan have bogen inden ugen er omme.


Tak til alle jer der ville være med og velkommen til alle de nye læsere. Og ikke mindst tak til Lindhardt og Ringhof for sponsorering af bogen.