fredag den 2. maj 2014

Grød og mos


Jeg er sikker på at opstarten på grød og mos er helt afgørende for hvordan ens barn i fremtiden vil have det med mad generelt. Lea har det godt med mad og spiser rigtig mange forskellige ting, om ikke andet smager hun på tingene. Men hun har helt klart nogle ting som hun har sværere ved at få ned end andet.

Nu hvor det nærmer sig at vi skal til at overveje opstart på grød med Jonathan så kører mine tanker meget på, hvad vi har lært fra Lea og jeg har nogle punkter som jeg ikke er i tvivl om at jeg vil have mere fokus på denne gang.

- Ro til måltidet, vi har ikke travlt og så vil jeg gerne blive bedre til at spise samtidig med Jonathan som en motivation for ham.

- Smag, her vil jeg gerne være bedre til at variere men også at grøntsager og frugt ikke er kogt smagløse, gummi-agtige og grå, og derfor overvejer jeg at dampe frugt og grønt i stedet, men dette er stadig kun en tanke.

- Konsistens, her tror jeg jeg lavede den største fejl med Lea og startede med noget alt for groft mos og grød, derfor gik der lang tid inden vi kom rigtig i gang.

- En ting ad gangen, igen tror jeg med Lea at jeg brugte for mange forskellige ingredienser i mosen og grøden og så kan det være lidt svært for barnet at lære de forskellige smage at kende, men ikke mindst for os forældre at forså hvilke ting de ikke kan lide.

- Det skal være forholdsvis nemt, forstået på den måde at det ikke kræver af mig at jeg skal bruge alt mit fokus (og de korte lure Jonathan sover) på at lave mad til ham.

Jeg vil over de næste par måneder lave indlæg omkring mos og grød til babyer, hvor jeg vil dele lidt af de erfaringer jeg får samlet mig, i håb om at de kunne være til gavn for andre. Har du et godt råd til opstart med grød og mos så del det gerne her.

onsdag den 19. marts 2014

Barnedåbsønsker til en dreng

Som jeg skrev i mit indlæg fra den anden dag skal vi have barnedåb for Jonathan sidst i april måned og jeg har haft rigtig svært ved at finde nogle ønsker, da jeg syntes vi har rigtig meget fra Lea var baby og også fordi jeg syntes det skal være nogle ting som kan bruges meget i fremtiden. Det har taget mig et par måneder at komme på de her ønsker og derfor vil jeg gerne dele dem da jeg egentlig syntes de er rigtig gode og måske kunne andre blive inspireret af dem.


1. Tumlebillen og dansemusen cd og bog 2. Winther trehjulet cykel 3. Krea gallerigynge 4. Brio togbane 5. Luftballon model 6. Junior dun dyne 7. Kay Bojesen børneservice i porcelæn 8. Brio Humlebi 9.Pedal traktor med vogn  10. Jonathan i design letters 11. Stokke triptrap stol i hvid lak

Intet i dette indlæg er sponsoreret blot hvad jeg syntes kunne være gode gaver til en barnedåb

mandag den 17. marts 2014

Quiltet vendbar vest - med en lille vejledning

Vi skal have barnedåb for Jonathan sidst i april og her ville jeg gerne sy noget Lea kunne have på. På biblioteket havde jeg lånt en stak symagasiner, fordi jeg trængte til lidt inspiration for at komme igang ved symaskinen igen. Her fandt jeg den kønneste lille quiltede vendbare vest. Den er syet i blød denim fra stof2000 og den fineste Mitsi valeria liberty i pink købt hos super carla.



Jeg bøvlede meget med at få den syet sammen og her er en lille vejledning til at sy den vendbare vest sammen. Er sikker på der også findes andre metoder men denne her fungerede fint.


Sy sidesømmen sammen men lad en lille vendeåbning stå i den ene side af foret (se den grønne linje til højre.)

Pres en lille kant ved skulder sømmen svarende til sømrum ca. 1 cm, på både foer og yder stof.

Læg stoffet ret mod ret så de pressede kanter ved skulderen passer sammen i højden. Sy hele yderkanten og halskanten sammen se den blå linje, det er vigtigt at være præcis med sømrummet for at skulderen bliver lige bred på både for og bag stykke..

Sy rund i ærmegabene som den blå linje viser.

Klip hakker uden for alle buede sømmen så stoffet ligge pænt når det bliver vendt.

Vend vesten og sy sammen med madrassting i skulder og sidesøm.

mandag den 24. februar 2014

Barselstiden

Vores skønne lillebror er nu lidt mere end 1 måned gammel og godt 1,5 kg tungere. Han er stadig forholdsvis god ved resten af familien langt de fleste dage, men vi har også dage hvor en lur på 15-20 minutter 5 gange i løbet af en hel dag kan ødelægge det hele og alle bliver trætte og får svært ved at rumme det hele.
Derfor når jeg ingen ting, for når lillebror så sover lidt længere så sidder jeg bare og venter fordi jeg er sikker på han kan vågne når som helst. Men nu kribler det efterhånden i mig for at komme lidt i gang med at sy og strikke igen.

Jeg har skullet vænne mig til at være alene med ham efter Anders er tilbage på arbejde og han har oven i købet haft rigtig travlt så mange af dagene er blevet lidt lange. Det er nok mest stilheden og de lange samtaler med lillebror om alting og ingenting som jeg skulle vænne mig til. Men hver dag kan jeg se en udvikling i kontakten der bliver mere gensidig, de høje hvin og brummen der bliver øvet og de små smil som ubevidst kommer snigende - det er skønt og jeg er ikke i tvivl om at den tætte symbiose vi lever i er det helt rigtige for os begge.


Lillebror har nu også fået et navn - han skal hedde Jonathan.

tirsdag den 14. januar 2014

6. Januar kl 12.58


Var det tidspunkt vi skulle være forældre for anden gang, og vi har fået os en skøn lillebror. Det er en fantastisk oplevelse at blive forældre igen, med mange følelser og denne gang nogle andre bekymringer. Vi var hjemme 6 timer efter han blev født og nyder nogle meget stille dage, det er vigtigt for os alle 4. Lillebror var en lang fyr på 57 cm og 4128 gram, dog målte sundhedsplejersken ham til 54 cm 3 dage senere og skrumpet er han nok ikke.

Lea tager det rigtig godt og er som de fleste andre børn der får søskende meget glad for sin lillebror. Hun har været lidt i børnehave de fleste dage da både pædagogerne i børnehaven, Jordmoderen og sundhedsplejerske har rådet os til at hun bevare lidt af sin hverdag og at hun kommer lidt væk fra den her babybobbel, og det tror jeg faktisk de har ret i.